Dagen i dag 23. maj 2015Se alle dagen i dag

  • 1945Heinrich Himmler
  • 1906Henrik Ibsen
  • 1873Arbejdstilsynet
  • 1707Carl von Linné
  • 1618defenestration
  • 1600Niels Hemmingsen
  • 1565Herlufsholm Skole
  • 1498Firenze
  • AKG
    1945 - Heinrich Himmler

    Den tyske politiker Heinrich Himmler, tidligere rigsfører for nazisternes "Sorte Orden", SS, og ansvarshavende for koncentrationslejre, døde. Han begik selvmord efter at være blevet taget til fange af britiske styrker. Himmler blev 45 år gammel.

  • Gyldendal
    1906 - Henrik Ibsen

    Den norske forfatter Henrik Ibsen døde, 78 år gammel. Han skaffede moderne norsk dramatik internationalt ry med mesterværker som Et dukkehjem, Gengangere, En folkefiende og Vildanden.

  • 1873 - Arbejdstilsynet

    Det danske direktorat til kontrol af arbejderbeskyttelse og fremme af godt arbejdsmiljø blev etableret med Loven om Børns og Unge Menneskers Arbeide i Fabrikker og fabriksmæssig drevne Værksteder samt det Offentliges Tilsyn med disse.

  • Biopix/JC Schou
    1707 - Carl von Linné

    Den svenske naturforsker og læge Carl von Linné blev født. "Før jeg var 23 år, havde jeg konciperet og udtænkt alt", skriver han. Hvad han havde udtænkt, skulle blive en sand revolution inden for den systematiske biologi, nemlig blomsternes "sexualsystem" og navngivningen af dem. Linné døde i 1778.

  • Gyldendal
    1618 - defenestration

    Oprørske stænderrepræsentanter smed to kejserlige embedsmænd ud af vinduerne fra Prags slot. Selvom de begge overlevede den såkaldte defenestration, udløste hændelsen Trediveårskrigen.

  • Frederiksborgmuseet
    1600 - Niels Hemmingsen

    Den danske teolog Niels Hemmingsen døde, ca. 87 år gammel. Han var påvirket af Melanchthons aristotelisk- og humanistiskprægede teologi og var et kendt navn i det protestantiske Europa.

  • Gyldendal
    1565 - Herlufsholm Skole

    Herluf Trolles og Birgitte Gøyes kostskole ved Susåen uden for Næstved blev formelt oprettet med underskrivelsen af skolens fundats. Ifølge den skulle rigsrådet være patron for skolen, og der skulle tilknyttes en præst og en skolemester til at forestå henholdsvis gudstjenester og skoledrift. Og sådan er det såmænd stadigvæk; kongehuset er dog trådt i stedet for rigsrådet.

  • Scala
    1498 - Firenze

    Dominikanermunken Girolamo Savonarola, statsleder i Firenze efter den fordrevne Medici-slægt, blev henrettet. Hans vision om en Gudsstat på Jorden havde præget Firenzes styre, men hans modstandere var mange, inklusive pave Alexander 6. Han blev 45 år.

Aktuel baggrundsviden

 Egtvedpigens dragt.

Egtvedpigens dragt.

TEMA: EGTVEDPIGEN

Et af de bedst bevarede fund fra bronzealderen er Egtvedpigen, der døde i 1370 f.Kr. Hun var 16-18 år gammel ved sin død og blev, som det var vanligt for højfolket i denne periode, gravlagt i en egekiste. Egekisten stødte gårdejer Peter Platz på, da man i 1921 sløjfede Storhøj ved Egtved Holt, og den er i dag udstillet på Nationalmuseet.

Egtvedpigen var iført et snoreskørt og kort uldtrøje; om maven havde hun en bælteplade af bronze. Ved fødderne lå de brændte ben af et 5-6 år gammelt barn. Desuden stod i kisten en barkspand, som indeholdt en art frugtvin.

Efter strontiumisotopanalyser af Egtvedpigens hår, tænder og negle kom forskerne i 2015 til den overraskende konklusion, at Egtvedpigen er født og opvokset langt fra Egtved, og at hun og barnet formentlig stammer fra Sydtyskland. Analyserne viser også, at hun har rejst mellem Egtved og det sydlige Tyskland flere gange i de sidste år af sit liv.

Læs mere om Egtvedfundet, om egekistefund fra bronzealderen og om kvindernes påklædning.

Find bøger