Dagen i dag 29. juli 2015Se alle dagen i dag

  • 1990Mongoliet
  • 1958NASA
  • 1940Ole Lund Kirkegaard
  • 1935Bondetoget 1935
  • 1905Dag Hammarskjöld
  • 1890Vincent van Gogh
  • 1883Benito Mussolini
  • 1856Robert Schumann
  • 1536Grevens Fejde
  • 1990 - Mongoliet

    Mongoliet afholdt sit første frie valg. Området var under Kina i adskillige århundreder, før Den Mongolske Folkerepublik blev dannet i 1924, reelt en sovjetisk lydstat, formelt under kinesisk overhøjhed indtil 1945.

  • 1958 - NASA

    Den amerikanske rumfartsorganisation NASA blev etableret. NASA er civilt ledet og skal tjene fredelige formål som udforskning af rummet og udvikling af rumfartøjer.

  • 1940 - Ole Lund Kirkegaard

    Den danske børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaard blev født. I hans bøger møder man opfindsomme og legende børn, som ofte er i konflikt med autoriteter, bl.a. forældre, men til gengæld får støtte fra mere skæve eksistenser. Kendte bøger er fx Lille Virgil og Hodja fra Pjort. Han døde i 1979.

  • 1935 - Bondetoget 1935

    Ca. 40000 danske bønder demonstrerede i København; de krævede en devaluering af kronen, mindstepriser på kød, beskyttelse mod kornimport og lavere ejendomsskatter. Deres krav blev ikke imødekommet.

  • 1905 - Dag Hammarskjöld

    Den svenske nationaløkonom og embedsmand Dag Hammarskjöld blev født. Han var FNs generalsekretær 1953-61. Han bidrog væsentligt til løsningen af Suezkrisen 1956 og tog selvstændige initiativer til at løse Congokrisen 1960. Han blev dræbt ved et flystyrt 1961. Samme år tildeltes han posthumt Nobels fredspris.

  • 1890 - Vincent van Gogh

    Den hollandske maler Vincent van Gogh begik selvmord, 37 år gammel. Han var pioner for 1900-tallets ekspressionisme. Hans værker er særdeles eftertragtede og blandt verdens dyreste. Kendte værker er fx Natcafeen og Kirken i Auvers-sur-Oise.

  • 1883 - Benito Mussolini

    Den italienske politiker Benito Mussolini blev født. Han organiserede den fascistiske bevægelse og blev i 1922 regeringsleder, udmanøvrerede hurtigt oppositionen, og tiltog sig fra 1925 diktatorisk magt under titlen Il Duce. Mussolini døde i 1945.

  • AKG
    1856 - Robert Schumann

    Den tyske komponist Robert Schumann døde, 46 år gammel. Han ydede væsentlige bidrag til romantikken i musikken med bl.a. ensatsede klaverværker, talrige lieder og orkesterværker.

  • 1536 - Grevens Fejde

    København overgav sig efter et års belejring til Christian 3. Grevens Fejde var en dansk borgerkrig 1534-36, forårsaget af Lübecks forsøg på at få herredømmet over Øresundsområdet.

Aktuel baggrundsviden

Dagens artikel: Tour de France

Vinderen af Tour de France 2015 blev Team Skys Chris Froome, der gennemførte cykelløbets 21 etaper i tiden 86:46:14. Løbets førstepræmie er på 450.000 euro.

Tour de France er et etapeløb, der køres over ca. tre uger i juli med hviledage indlagt undervejs. Det er verdens største og mest betydningsfulde cykelløb; efter OL og VM i fodbold den tredjestørste tilbagevendende sportsbegivenhed. Løbet er kørt siden 1903, kun afbrudt 1915-18 og 1940-46 af verdenskrigene.

Den gule førertrøje blev indført i 1919 og bæres af den til enhver tid førende rytter i det samlede klassement på tid. I 1953 indførtes den grønne trøje til den førende rytter i klassementet på point (på basis af etapeplaceringerne samt indlagte spurter). Bjergkonkurrencen, hvor den førende rytter kører i hvid trøje med røde prikker, blev indført i 1933. Derudover er der en hold- og en ungdomskonkurrence.

Læs mere om Tour de France.