tema

tema, (af gr. thema 'det opstillede, det påståede', af tithenai 'anbringe'), sprogvidenskabelig betegnelse for det, man taler om. Begrebet går tilbage til Platon og Aristoteles og er især videreudviklet af Pragerskolen. I moderne lingvistik betegner tema en ytrings eller en større enheds emne, men dette benævnes også, især i en angelsaksisk tradition, topik; i så fald betegner tema kendt information eller udgangspunkt mv.; se topikalisering.

På dansk udgør tema almindeligvis ytringens første del. I udtrykket København er en smuk by er København tema. Resten af ytringen kaldes rema, som betegner det, der siges om tema. Tema kommer først, rema sidst; i tonegangen er tema mindre, og rema mere markeret. Tema-rema-begrebet vedrører altså ytringens kommunikative opbygning og er knyttet til ordstilling og betoning. Tema kan også rumme ny information, jf. avisoverskrifter som Hund bidt af mand.

Ofte kan tema afdækkes ved at undersøge det underforståede spørgsmål, som ytringen er svar på. Når Peter gik tur i skoven er svar på Hvad gjorde Peter?, er Peter tema; når den er svar på Hvor gik Peter tur?, er tema Peter gik tur. Sætningsopbygningen kan tematisere særlige elementer: I ytringen Jeg elsker jordbær er jordbær rema, mens det er fremhævet tema i ytringen Jordbær, det er min livret.

Begrebet tema bruges endvidere mere generelt om det, en tekst handler om, også benævnt hypertema, som styrer en teksts tematiske udvikling; de enkelte ytringers tema-rema indgår heri. Et dynamisk præg ses fx i sangen [Langt ud' i skoven] lå et lille bjerg [På det lille bjerg] der stod et lille træ..., hvor hvert tema genoptager den foregående ytrings rema. Når samme tema genoptages fra ytring til ytring, får teksten let et statisk præg, jf. [Peter og Povl] er 11 år. [De] går i samme klasse. [Begge] elsker fodbold.

Se også fokus (sprog) og information.