Roger Bacon

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Roger Bacon, 1215-1292, engelsk filosof og teolog. Han tilbragte store dele af sit liv i Paris, hvor han i 1240'erne underviste i filosofi; i 1250'erne blev han franciskanermunk, og i årene derefter arbejdede han på en samlende teori for alle videnskaber.

Bacons vigtigste skrift Opus maius (Det store værk) blev til ca. 1267, efter at pave Clemens 4. havde bedt ham fremlægge sin store lærdom. I Opus maius hævder Bacon, at et menneske i princippet kan forstå den totale virkelighed. Forståelsen fremkommer, når den menneskelige fatteevne, "den potentielle forstand", bliver oplyst af "den aktive forstand", som er Gud selv. Dog kan autoritet, vane og fordomme hindre mennesket i at opnå den sande forståelse.

Ifølge Bacon påvirker alle ting hinanden: Al kraft- og informationsoverførsel er grundlæggende ens, og kraftens rumlige forplantning kan beskrives analogt med optikkens regler for lysstrålers udbredelse. Kraft/information, der overføres, kaldte Bacon "species" (jf. species intelligibilis), og selv ordmagi og himmellegemernes indflydelse på jordiske forhold mente han kunne forklares med den almene teori om species-udbredelse.

Dele af hans lærdom blev betragtet med stor skepsis af hans overordnede, og i perioder befandt Bacon sig i en form for husarrest. Han var imidlertid af den faste overbevisning, at al videnskab skal tjene til teologisk indsigt og kristenhedens forsvar. Bl.a. af astrologiske grunde mente han, at islam var den sidste nye religion før Antikrists. Med mongolernes ødelæggelse af Baghdad i 1258 så det ud, som om islams dage var talte og Antikrist nær. Mod Antikrist mente Bacon, at der ville blive brug for nye våben, som fx kunne opbrænde fjendtlige hære med koncentrerede lysstråler.

Bacon var i øvrigt en betydelig logiker og tegnteoretiker. Hans forståelse af optiske principper var inspireret af Alhazen, mens han i sin øvrige filosofi var påvirket af så forskellige filosoffer som Aristoteles, Avicenna, Augustin og Grosseteste.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/08/2010
Oprindelig forfatter
SEbb
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki