oplysningstiden

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.

oplysningstiden, periode i europæisk åndshistorie fra ca. 1690 til ca. 1780, der overordnet var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om det nødvendige i at udbrede kendskab til al menneskelig viden med det formål at frisætte mennesket for traditionens og sædvanens snærende bånd.

Perioden er afgrænset af to bogudgivelser: John Lockes An Essay Concerning Human Understanding (1690, Et essay om den menneskelige forstand) og Immanuel Kants Kritik der reinen Vernunft (1781, Kritik af den rene fornuft).

Filosofi

John Lockes erkendelsesteoretiske empirisme og hans tro på fornuften som et kritisk redskab vandt tilhængere i både England, Skotland, Tyskland og Frankrig, og det er især i disse lande, at der er tale om en filosofisk oplysningstid.

Jean-Jacques Rousseau. Maleri fra 1753 af Maurice Quentin de La Tour.

Fælles for udformningen af oplysningsfilosofien var overbevisningen om, at en nøgtern og kritisk erhvervelse af viden og en formidling af den indvundne erkendelse ville muliggøre en strålende fremtid for menneskeheden (Condorcet).

Også en empiristisk grundholdning var karakteristisk for tiden. Det videnskabelige forbillede var ikke længere den matematiske fysik, som den havde været det i 1600-t.s filosofiske rationalisme, men snarere naturvidenskaber som zoologi.

I overensstemmelse med empirismens antropologi blev pædagogikken tillagt afgørende betydning (fx Locke, Jean-Jacques Rousseau, Claude Adrien Helvétius), idet mennesket ansås for at blive dannet ud fra de påvirkninger, det udsættes for (se opdragelse).

Etikkens totale løsrivelse fra religion og teologi, der var begyndt i renæssancen, fuldbyrdedes hos fx David Hume og Adam Smith i rent naturalistiske moralopfattelser, der ikke nødvendigvis havde front imod religionen (se naturalisme).

På trods af dette fællespræg udformedes oplysningsfilosofien forskelligt i England, Skotland, Tyskland og Frankrig. I England og Skotland (Locke, George Berkeley, Hume, Adam Smith, Adam Ferguson) var oplysningsfilosofien præget af interesse for historie og samfundsvidenskab, af deisme og af liberalisme uden af den grund at fremtræde som samfunds- eller religionskritik.

François de Voltaire malet 1736 af Maurice Quentin de La Tour; Musée Antoine Lécuyer, Saint-Quentin. Navnet Voltaire er et pseudonym, som han brugte fra 1718; det er dannet som et anagram for Arouet l(e) j(eune) 'Arouet den unge', hvor u læses som v og j som i. Det lille de foran Voltaire var også hans egen opfindelse.

Hvor den engelske oplysningsfilosofi stort set udvikledes uden for universiteterne, havde den skotske oplysningsfilosofi både tilknytning til universiteter og kirke. I Frankrig vendte oplysningsfilosofferne (fx Voltaire, Helvetius, Holbach) sig imod enevælden og så adgangen til viden som en dynamisk faktor i samfundsudviklingen.

Filosofiens opgave var at bekæmpe fordomme, som blev holdt i hævd af både verdslige og kirkelige magthavere med det formål at undertrykke borgerne. Også universiteter måtte stå for skud.

Den franske oplysningsfilosofi rummer rent materialistiske opfattelser (fx La Mettrie, Denis Diderot) og har udtalte ateistiske træk (fx Holbach). Allerede Pierre Bayle havde sidst i 1600-t. sat spørgsmålstegn ved en række af kristendommens dogmer.

Den store franske Encyclopédie er det mest håndgribelige resultat af tidens tro på oplysningens og den kritiske fornufts betydning. Den franske oplysnings drøm om et bedre og mere demokratisk samfund kulminerede med og perverteredes i Den Franske Revolutions forestilling om et samfund baseret på videnskab og fornuft, men allerede tidligere havde Rousseau kritiseret tanken om, at øget viden og oplysning skaber et bedre samfund.

Den tyske oplysningsfilosofi var stort set en skole- og universitetsfilosofi og var hverken religions- eller samfundskritisk. Dens største skikkelse er Christian Wolff, hvis omfattende lærebogssystem, brugt over hele Tyskland, omfattede alle videnskaber.

Wolffs filosofi er præget af den opfattelse, at hvis man lærer mennesker at tænke rigtigt og at anvende den rette metode, kan de blive gode og nyttige samfundsborgere.

Gotthold Ephraim Lessing. Portrætmaleri.

Gotthold Ephraim Lessing. Portrætmaleri.

En tilsvarende tro på fornuftens formåen i æstetiske anliggender kom til udtryk hos eksempelvis J.C. Gottsched og G.E. Lessing. Oplysningstidens fornuftstro fik sit grundskud med Kants kritiske filosofi, ifølge hvilken der må trækkes grænser for den menneskelige fornufts formåen.

Litteratur

I 1700-t. befriede litteraturen sig mere og mere fra sine traditionelle opgaver som kirke- og fyrstetjener og for sin afhængighed af mæcener. Nysgerrighed, refleksion og diskussionslyst trådte frem, mens hellig gysen, tiljubling og heroisering, men også højere tragiske følelser var på tilbagetog. I tidsskrifter og på teatret, også i det alvorlige drama, behandledes smag og moral i det voksende borgerskabs ånd.

Karakteristiske genrer i oplysningslitteraturen er essayet, læredigtet, satiren; ved siden af teatret blev det store nye underholdningsmedium romanen, som kunne rumme livserfaring, kritik og filosofi.

Oplysningstidens litteratur udgår fra England med digtere som Alexander Pope og prosaister som Jonathan Swift og Joseph Addison. I Frankrig står Voltaire og kredsen omkring Encyclopédie som de centrale og i Tyskland dramatikeren G.E. Lessing.

I Norden er vigtige og karakteristiske navne i første halvdel af 1700-t. Ludvig Holberg og svenskeren Olof Dalin, senere i Danmark bl.a. J.S. Sneedorff og P.A. Heiberg.

P.A. Heiberg. Portrættet, et maleri af Jens Juel fra 1790'erne, viser en ung mand, som ikke fandt sig i noget. Han er på højden af sin satiriske karriere. I 1799 blev han landsforvist for sine respektløse skriverier; men hans portræt hænger på Frederiksborgmuseet blandt de nationale koryfæer. Maleriet er en pendant til det, der bringes til artiklen om Thomasine Gyllembourg.

Imod rationalismen og nyttemoralen hævdedes følelses- og passionssiden i Rousseaus følge, og imod litteraturens præg af snævert borgerlig opdragelsesanstalt rejstes forestillingen om digtningens autonomi: Århundredet endte med romantikken.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om oplysningstiden i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
17/01/2014
sthornval
03/12/2013
Redaktionen
17/08/2013
Ekspert
Brahde
Oprindelige forfattere
CHKo
01/02/2009
LPRoem
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki