den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, blandt samtlige kristne trosbekendelser den, der har vundet størst geografisk udbredelse, idet den anvendes i både vest- og østkirken (den katolske og de protestantiske samt de ortodokse kirker). Dens ordlyd går, om end ikke entydigt, tilbage til koncilet i Konstantinopel i 381.

Et halvt århundrede tidligere havde koncilet i Nikæa i 325 formuleret den nikænske trosbekendelse, også kaldet Nicænum. Forholdet mellem denne og den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse er vanskeligt at udrede, ikke mindst fordi koncilet i Konstantinopel ikke synes at have kendt til den. Først i 451 bevidnes den nikænske trosbekendelse udtrykkeligt under koncilet i Kalchedon. Senere tiders kirkehistorikere har traditionelt enten hævdet, at de to tekster i alt væsentligt er identiske, eller at den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse først er udformet på koncilet i 381. Det første er for længst afkræftet, og det sidste virker ikke uden videre troværdigt, idet intet i akterne tyder på, at koncilet i Konstantinopel har villet andet end forny den nikænske tro. Dette indebar imidlertid ikke en mekanisk gentagelse af den nikænske trosbekendelse fra 325, men en nyformulering af dens saglige indhold under hensyntagen til en ny tids krav.

Moderne forskning antager, at koncilet i 381 med udgangspunkt i ældre afgørelser vedrørende troens indhold formulerede den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse som udtryk for og videreførelse af den nikænske tro. Mens hovedsagen i Nikæa 325 havde været at sikre Jesu guddommelighed, var opgaven i 381 i Konstantinopel at garantere Helligåndens guddommelighed. Hvor den nikænske trosbekendelse har sit tyngdepunkt i læren om Sønnen, koncentrerer den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse sig om læren om Helligånden, der udgår fra Faderen og derfor tilbedes og æres på linje med Treenighedens to første personer. Det fra 400-t. kendte, men af østkirken stærkt anfægtede filioque (lat. 'og fra Sønnen') om Helligåndens dobbelte udgang fra både Faderen og Sønnen, blev i 796 optaget i den latinske version af den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse; denne tolkning slog igennem i vestkirken fra kirkemødet i Aachen i 809 og har lige siden trodset alle unionsbestræbelser og bidraget til alvorlige spændinger mellem østkirken og vestkirken.

I 1900-t. har en forøget liturgisk brug af den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse også i vestkirken medført fornyede økumeniske anstrengelser for at vende tilbage til den oprindelige tekst.

I den danske folkekirke kan den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse anvendes ved højmessen på kirkeårets store festdage (jul, påske, pinse). Se også trosbekendelser.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Oprindelig forfatter
PN-H
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki