Afrodite

© Scala

Afrodite. Den Mediceiske Venus; marmor, måske et arbejde fra Praxiteles' skole, 200-t. f.Kr.; Uffizierne, Firenze. Skulpturen er første gang i nyere tid omtalt 1638, da den var placeret i Villa Medici i Rom. Cosimo 3. Medici sendte den til Firenze, fordi han frygtede, at de unge kunststuderende mænd ville føle sig for provokeret af dens nøgenhed. Napoleon 1. tog den som krigsbytte og bragte den til Louvre, men den måtte efter hans nederlag igen afgives til Firenze i 1815.

Afrodite, i den græske mytologi gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed; hos romerne hed hun Venus.

Hos Hesiod, omkring 700 f.Kr., er hun en af de ældste gudinder, født i havet af den kastrerede Uranos' sæd. Grækerne afledte derfor hendes navn af afros ('skum'), og hun kaldes ofte Den Skumfødte, selvom der er tale om en folkeetymologi; betydningen af navnet kendes ikke. Afrodite bærer også tilnavnet Anadyomene, 'den af havet opstigende'. Hos Homer og i senere litteratur er hun datter af Zeus og Dione og gift med Hefaistos; med Hermes har Afrodite den tvekønnede Hermafroditos og med krigsguden Ares sønnen Eros. I øvrigt er myterne om hende få og mest knyttet til Paris' dom og til hendes jordiske elskere, især Adonis og Anchises. Afrodites ledsagere, Chariterne, Horaerne og Eros, tydeliggør hendes vigtigste funktion som den menneskelige kærligheds og den kvindelige skønheds gudinde; kultnavne som Urania 'himmelsk' og Pandemos 'for-hele-folket' viser, at kærligheden også blev opfattet som en kosmisk, universel kraft.

Hendes vigtigste kultsteder var Pafos på Cypern, Kithera samt Korinth, hvor kulten var forbundet med sakral prostitution.

© Gyldendal

Afrodite. Afrodite Kallipygos, dvs. 'med den smukke bagdel'. Skulpturen er en romersk kopi efter en græsk original fra 1. årh. f.Kr., højde 152 cm.

Afrodite hører til gruppen af lilleasiatiske himmel- og modergudinder (Astarte) og har som disse dødelige elskere.

I Antikken er Afrodite skildret i statuer og relieffer, på spejle og spejlhåndtag og i vasemalerier. Hun ses ofte i scener, hvor hun fx gør toilette, eller hun rider på dyr som svaner eller tyre. Hun optræder ofte sammen med kærlighedsguden Eros, i erotiske eventyr med Ares eller i scener fra sagnet om prins Paris.

I arkaisk og klassisk tid (ca. 600-350 f.Kr.) blev Afrodite vist som en ung, påklædt kvinde. Derefter begyndte nøgne fremstillinger at blive almindelige. Plinius d.æ. fortæller, at billedhuggeren Praxiteles i 300-t. f.Kr. havde lavet to Afroditestatuer til helligdommen på Kos, den ene påklædt, den anden nøgen. Kos valgte den første, mens den nøgne blev solgt til Knidos, hvor den blev en af oldtidens mest berømte og efterlignede statuer, den Knidiske Afrodite; flere antikke kopier er bevaret, den mest kendte i Vatikanet.

Den nøgne type blev fortsat i talrige variationer, især i hellenistisk og romersk tid. Den kendteste er den Meliske Afrodite eller Venus fra Milo i Louvre i Paris; også Afrodite Kallipygos (Museo Nazionale, Napoli), kendt for sin smukke bagdel, den idealt proportionerede Afrodite fra Kyrene, fundet i Kyrene i Libyen (Termemuseet, Rom), den Mediceiske Venus fra Mediciernes kunstsamlinger (Uffizierne, Firenze) og den Kapitolinske Venus på Kapitolmuseet i Rom har været forbilleder for talrige skulpturer af gudinden. Afrodite ses også på Ludovisitronen.

© Scala

Sandro Botticelli Venus' fødsel, maleri, 1485; Uffizierne, Firenze. I skildringen af kærlighedsgudinden Venus' fødsel af mødet mellem himmelguden Uranus' sæd og havet har Botticellis inspiration været den samtidige digter Agnolo Polizianos genfortælling af myten i digtet Stanze. Her skildres, hvordan Venus stående på en muslingeskal af vindguder blæses ind til kysten og modtages af årstidernes gudinder, horai. En nyplatonisk tolkning af billedet vil vide, at det illustrerer skønheden, der opstår, når menneskets sjæl befrugtes af den guddommelige idé. Først og fremmest er maleriet dog en hyldest til kvinden som kærlighedens og skønhedens repræsentant - som i tidens kærlighedslyrik.

Fremstillinger af den etruskiske Afrodite Turan og den romerske Venus minder om de græske. Venus har senere i billedkunsten lagt navn til talrige skildringer af især nøgne kvindelige skønhedsidealer.