Ignatius

Ignatius, d. ca. 110, biskop af Antiochia i Syrien; under en kristenforfølgelse blev han arresteret og siden henrettet i Rom. Under transporten til Rom modtog han udsendinge fra menigheder i Lilleasien og skrev syv breve, der er blandt de ældste kristne skrifter uden for Det Nye Testamente. Ignatius hører dermed til den gruppe af oldkirkelige forfattere, der kaldes de apostolske fædre.

De syv Ignatiusbreve skrev han til menigheder i Lilleasien og menigheden i Rom kort før sin henrettelse. Brevenes ægthed har været omstridt, men er nu almindelig anerkendt. De er blandt de vigtigste kilder uden for NT til vor viden om den ældste kirkes menighedsorganisation og kristendomsforståelse. Der skelnes klart mellem bispeembede, presbyterembede og diakonembede. Bispeembedet tillægges stor autoritet; uden biskoppen må der ikke holdes nadver eller døbes, og indgåelse af ægteskab bør prøves af biskoppen. Menighedens enhed under biskoppen ses som et udtryk for kirkens enhed med Gud. Ignatius advarer mod to former for vranglære, dels mod et doketisk kætteri (af gr. dokein 'at synes'), ifølge hvilket Jesus ikke var virkeligt menneske — både hans legemlighed og hans død var kun tilsyneladende (se doketer); dels mod dem, der synes at indordne kristendommen i jødedommen og under GT. I brevet til menigheden i Rom bønfalder Ignatius menigheden om ikke at forsøge at skaffe ham benådning og dermed hindre ham i gennem martyriet at nå Gud; han ser sin forestående død som et offer delagtigt i Kristi offer og i nadveren.