armenske kirke

armenske kirke, Legenden fortæller, at Armenien blev kristnet af Jesu disciple Bartholomæus og Thaddæus. Kilderne tyder på både syrisk og græsk indflydelse i den tidligste periode, hhv. sydfra og vestfra (Kappadokien).

Armenien synes meget tidligt "officielt" at have erklæret sig kristent, måske allerede i 301 under kong Trdat (Tiridates) 3. Som "Armeniens apostel" nævnes Gregor med tilnavnet "Lysbringeren". Ud fra legenderne om Gregors virksomhed betegner den armenske kirke sig som den "apostolske" og/eller "gregorianske" kirke.

Den armenske kirke var repræsenteret ved koncilet i Nikæa i 325 og deltog aktivt i den fælleskirkelige udvikling i det flg. århundrede. Især efter at Armenien havde fået sit eget alfabet i beg. af 400-t., udfoldedes stor litterær aktivitet med kristent fortegn: oversættelse af Bibelen samt oldkirkelige skrifter og liturgier m.m.

Efter Chalkedon-synoden i 451 regnes den armenske kirke blandt de monofysitiske kirker og var derfor, samt af nationale og politiske grunde, i frontstilling både mod den persiske, nestorianske kirke og den byzantinske, "ortodokse" kirke.

Armenien lå uden for det stærkt islamiserede område og kunne fx i 900-1100-t. udfolde et omfattende kirkebyggeri. Særlig kirkehistorisk betydning fik det kilikiske Armenien (ca.1100-1375), dels som ikke-byzantinsk, kristen "havn" for korsfarerne, dels i kraft af den hermed sammenhængende nære kontakt med romerkirken. Direkte unionsbestræbelser mislykkedes dog.

De gamle armenske kirker og klostre var vigtige centre for undervisning og kulturel aktivitet, og også i nyere tid har den armenske kirke spillet en stor rolle for opretholdelsen af national og folkelig identitet, også i diasporaen i USA, Latinamerika, Mellemøsten og Middelhavslandene.

Kirkens overhoved har betegnelsen katholikos; siden det kilikiske Armenien har der været to rivaliserende katholikoi, i 1990'erne med sæde i hhv. Etjmiadzin (nær Jerevan) og Antelias (ved Beirut, Libanon). Patriarkaterne i Istanbul og Jerusalem, der er oprettede i 1400-t., har også spillet en betydelig rolle, politisk, kulturelt og kirkeligt. Det samme gælder siden 1700-t. den romersk-katolske mekhitharist-kongregation med klostre i Venezia og Wien.

Den armenske gudstjeneste følger i det væsentlige et oldkirkeligt mønster, muligvis hentet fra en tidlig Jerusalem-liturgi. Processioner med særlige musikinstrumenter spiller en betydelig rolle, og uden for den egentlige gudstjeneste forekommer "riter", hvis evt. folkereligiøse herkomst er omstridt. De gamle kirker er som hovedregel sparsomt udsmykkede; de karakteristiske, rigt ornamenterede korssten (armensk: khatchkar) er som oftest uden den korsfæstede Jesus eller andre figurer.