sekularisering

sekularisering, (af fr. séculariser, af lat. saeculum 'tidsalder, menneskeliv', i religiøst sprog om det dennesidige eller verdslige), først brugt om fyrsternes inddragelse af kirkens gods under Reformationen, siden generelt om religionens svindende indflydelse på hhv. det politisk-offentlige område og det personlig-eksistentielle og etiske område.

I protestantisk teologi har det til op i 1900-t., specielt hos D. Bonhoeffer og F. Gogarten, været en hovedtese, at sekulariseringen er en konsekvens af det kristne menneskes frisættelse af religiøse magter og regler, som beskrives allerede i Det Nye Testamente og skærpes hos Luther. Siden 1970'erne er det i teologien og religionssociologien blevet fremhævet, at befolkningens aktive og/eller passive distancering i forhold til de etablerede kirker ikke hindrer religion og religiøsitet i fortsat at trives i andre former, fx som folkereligiøsitet (folkereligion) og nyreligiøsitet (nye religioner). Samtidig vedgås det i teologien, at kristendommen selv er en religion ligesom andre religioner (modsat den dialektiske teologi) og derfor ikke forenelig med total sekularisering. Såfremt den menneskelige eksistens' grundspørgsmål (Hvem er vi, hvor er vi, hvad er problemet, og hvad er løsningen?) er religiøse, lader tilværelsen sig ikke totalt sekularisere på trods af de mange kræfter, der trækker i den retning, såsom rationalisering, mekanisering, urbanisering og videnskabens øjensynlige beherskelse af flere områder af menneskelivet.