kardinal

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Nicolaus Cusanus. I Sankt Nicolaus-Hospitalets kapel i byen Bernkastel-Kues ved Mosel findes dette portræt af bysbarnet Nicolaus Cusanus på en altertavle med fremstilling af Jesu korsfæstelse. Han knæler for foden af korset på en måde, der angiver, at han er stifter (bestiller) af altertavlen, der er malet i årene umiddelbart efter hans død i 1464. Han bærer den røde kardinaldragt med hatten hængende på skulderen.

kardinal, højtstående katolsk gejstlig. Selvom alle kardinaler i dag er bispeviede, deles de stadig i tre klasser, der afspejler deres oprindelse som de ledende medlemmer af Roms og den nærmeste omegns gejstlighed: kardinalbiskopper, kardinalpræster og kardinaldiakoner.

Det er også grunden til, at enhver kardinal den dag i dag får tildelt en romersk "titelkirke". Alle kardinaler bærer titlen eminence og bruger farven rød i deres klæder. Et officielt møde mellem paven og kardinalerne kaldes et konsistorium. En del af kardinalerne er kuriekardinaler.

Ordet kardinal kommer af middelalderlatin cardinalis 'det, det drejer sig om, vigtigst, fornemst', af cardo 'dørhængsel, vendepunkt, hovedsag'.

De opholder sig til stadighed i Rom og bistår paven i hans ledelse af den universelle katolske kirke, først og fremmest ved at stå i spidsen for de romerske kongregationer (se Vatikanstaten). Desuden er der tradition for, at ærkebiskopperne af en række bestemte bispesæder fra hele verden udnævnes til kardinaler. Paven udnævner suverænt kardinalerne, hvis eneste selvstændige beføjelse er at vælge en ny pave.

Kardinalkollegiet består af alle nulevende kardinaler. Det ledes af kardinaldekanen, men har ingen selvstændig magt i forhold til paven. Når den siddende pave dør, vælger kardinalkollegiet en efterfølger, oftest, men ikke nødvendigvis, blandt kollegiets medlemmer. Kollegiets størrelse fastsættes af paven.

1.1.2002 var der i alt 178 kardinaler med valgret (dvs. under 80 år). Ved udnævnelsen af 44 nye kardinaler i 2001 kom det samlede antal op på 184, heraf 135 med ret til at deltage i pavevalg, mens 49 var faldet for aldersgrænsen. Af de 135 var 65 fra Europa, 27 fra Latinamerika, hver 13 fra Nordamerika, Afrika og Asien samt 4 fra Oceanien.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
15/03/2013
MJah
21/04/2010
Redaktionen
31/01/2009
Ekspert
HClau
Oprindelig forfatter
SO-J
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki