fysiognomi

© Gyldendal

Fysiognomi. Ravnens uhyggelige, altslugende Graadighed maa anses for saameget mere frastødende, som dens Natur paa ingen Maade udelukkende er henviist til at leve af Rov. Lighedspunkterne i mandsportrættet er det karakteerløse og falske Øie, den spidse, tørre og fugleagtige Næse, den lave og fladtrykkede Pande og de smalle, kolde Læber. Citaterne og illustrationen stammer fra maleren Sophus Schacks Physiognomiske Studier (1858-59; ny udg. 1880).

fysiognomi, udseende, især det menneskelige ansigt; udtrykket kan også bruges om kropsbygning, landskab mv.

Fysiognomik er læren om sammenhængen mellem et menneskes ydre, især ansigtstrækkene, og dets karakter og egenskaber. Allerede i skriftet Physiognomonica (Fysiognomi), som i oldtiden med urette blev tillagt Aristoteles, hævdedes det, at lighed med et dyr betød lighed med dette dyrs karaktertræk. Den schweiziske filosof Johann Caspar Lavater skrev den første videnskabelige afhandling om emnet, Physiognomische Fragmente (1775-78). Siden da er mange absurditeter blevet skrevet i fysiognomiens navn, fx at en kroget næse tyder på gode lederegenskaber.

I nutiden er enhver form for systematisk lære om fysiognomi blevet opfattet som pseudovidenskab uden hold i virkeligheden; ingen vil dog bestride, at visse sindssygdomme kan ses i ansigtstrækkene, ligesom panderynker, smilerynker o.l. kan sige noget om karakteren.