tyrkisk (Lydforhold)

Tyrkisk retskrivning er lydnær, idet hvert bogstav stort set svarer til én lyd. Sproget har vokalerne ü, u, ö, o, e, a, i og ı. Sidstnævnte udtales [ɨ], omtrent som svensk og norsk u. Der er 21 konsonanter. Fremmedartede for danskere er bl.a. affrikaterne ç [tʃ], jf. çak 'allerede', og c [dʒ], jf. cüce 'dværg', samt sibilanten ş [ʃ], jf. şiir 'digtekunst'. Sibilanten j [ʒ] forekommer alene i fremmedord, fx şanjanlı 'changerende' (om tekstiler) af fr. changeant. Konsonanterne [kj], [gj] og [lj] er palatale varianter af k, g og l og er i skriften markeret ved cirkumfleks over efterfølgende lang vokal, fx kâr 'udbytte, nytte', gâvur 'kristen' og vilâyet 'provins'. Tegnet ğ er en nu forsvunden frikativ, som enten er blevet til y [j] eller forlænger den foregående vokal, jf. hhv. beğ [bej] 'herre(mand)', soğuk [so:uk] 'kold' og ağız [a:ɨz] 'mund'.

Tryk. Tryk udmønter sig på tyrkisk ved en stigning i grundtoneforløbet. Dvs. at en trykstærk/betonet stavelse besidder højtone. Denne højtone placerer sig som hovedregel på sidste stavelse i tyrkiske ord. Dette betyder, at betoningen flytter mod højre, hvis der forekommer (yderligere) suffigering. Dette fænomen eksemplificeres ved suffigering af roden tilki 'ræv':

Nogle suffikser (fx det negerende suffiks -me/-ma) betoner en foregående vokal. Denne effekt ses fx i ordparret gelmék 'at komme' over gélmemek 'ikke at komme'. Desuden er der en række undtagelser fra reglen om betoning på sidste stavelse, især ved låneord. I egennavne af fremmed oprindelse falder trykket næsten altid på næstsidste eller første stavelse, jf. mandsnavnet Méhmet og stednavnet Istánbul.

Stavelsesstruktur. Stavelsesopbygningen er enkel, og som i andre tyrkiske sprog undgås initiale konsonantgrupper. I stedet indføjes støttevokaler, fx istasyon af fr. station, istatistik af fr. statistique, silep af ty. Schlepper 'slæbebåd' og kuruş af ty. Groschen (møntenhed). Nyere lån kan dog klare sig uden støttevokal, jf. spor 'sport', stadyum 'stadion', staj 'praktikperiode' af fr. stage.

Vokalharmoni. Et typisk træk ved tyrkisk (og tyrkiske sprog generelt) er vokalharmonien. Denne term betegner det forhold, at vokaler lader sig påvirke af vokaler i foregående stavelse efter regelmæssige principper.

Det tyrkiske foneminventar indeholder otte vokaler: i ü e ö ı u a o. Disse vokaler kan ordnes meget symmetrisk efter tre parametre, nemlig højde (høje og lave vokaler), artikulationssted (fortunge- og bagtungevokaler) og rundingsgrad (urundede og rundede vokaler):

Den eneste distinktive forskel på suffiksvokaler er højden. Dvs. at suffiksvokaler defineres som enten høje eller lave. Rundingsgrad og artikulationssted betsemmes af den vokal, som umiddelbart står foran suffiksvokalen. I eksemplet tilkimiz 'vores ræv', der består af roden tilki + suffikserne -m + -iz (hvis vokal er høj), er alle vokaler høje og urundede fortungevokaler.  Dette skyldes, at vokalerne i roden er høje og urundede fortungevokaler og at suffiksvokalen er høj.  Hvis rodens sidste vokal havde været en urundet bagtungevokal, som fx i ısı 'varme' ville en tilsvarende konstruktion blive ısımız 'vores varme', og havde rodens sidste vokal været en rundet fortungevokal, som fx i ütü 'strygejern', ville konstruktionen blive ütümüz 'vores strygejern'. Endelig ville en rundet bagtungevokal, som i kutu 'æske', give ordet kutumuz 'vores æske'. En høj suffiksvokal kan altså afhængigt af den foregående vokals rundingsgrad og artikulationssted antage alle fire mulige former, i ü ı og u.

Det er sidste vokal i roden, der bestemmer den efterfølgende suffiksvokals status som urundet fortungevokal, og denne vokals status afgør næste vokals status osv., hvilket ses i eksemplet abimizin 'vores storebrors', hvor et genitivsuffiks er blevet tilføjet. Selve roden, abi 'storebror', indeholder både en fortunge- og en bagtungevokal, men det er den sidste vokal i roden, der er afgørende for den efterfølgende suffiksvokal status.

Lave suffiksvokaler overtager kun artikulationsstedet fra den foregående vokal, og dermed udelukkes ö og o som suffiksvokaler, hvorved kun e og a er mulige lave suffiksvokaler. Derfor finder man former som gölde 'i søen' af göl 'sø' + lokativsuffiks og kolda 'på armen' af kol + lokativsuffiks, men ikke *göldö og *koldo.