Austronesiske sprog tales over uhyre afstande, mest på øer, men også på det sydøstasiatiske fastland fra Madagaskar over Malaysia og Indonesien, over Filippinerne og Taiwan, i Oceanien (Melanesien, Mikronesien og Polynesien) og helt til New Zealand, Påskeøen og Hawaii.
austronesiske sprog, (af lat. auster 'syd' og gr. nesos 'ø'), tidl. malayo-polynesiske sprog, sprogfamilie, som omfatter mere end 1200 sprog, langt flere end nogen anden; den var indtil 1600-t. den sprogfamilie, som havde størst udbredelse på Jorden, og dens sprog blev dengang som nu talt fra Madagaskar i vest til Påskeøen i øst, fra Hawaii i nord til New Zealand i syd.
Den austronesiske sprogfamilies urhjem er Taiwan, hvortil austronesernes forfædre kom fra det sydlige Kina. Thaisprogene på det asiatiske fastland er således muligvis fjernt beslægtet med de austronesiske sprog. For 8000-10.000 år siden begyndte en omfattende udvandring fra Taiwan. I løbet af nogle få årtusinder var det meste af det nuværende Filippinerne, Indonesien og Malaysia befolket af austronesere, som fordrev eller blandede sig med de oprindelige beboere. Østover bosatte austroneserne øerne omkring Ny Guinea og dele af Ny Guineas kyst. For ca. 3500 år siden begyndte en ny udvandringsbølge derfra, og i løbet af et par årtusinder blev praktisk talt alle øer i Stillehavet befolket. I Taiwans bjergegne tales endnu en del austronesiske sprog af små grupper tilbageblevne austronesere.
Mange detaljer i denne enorme ekspansion er uklare, og den indbyrdes klassificering og inddeling af sprogene er omstridt. Det skyldes både det store antal sprog og det forhold, at de fleste kun er overfladisk beskrevet. En række steder har der været en udstrakt sprogkontakt og sprogblanding gennem handel og vandringer. To af de austronesiske sprog med flest talere, bahasa indonesia og bahasa malaysia, som er nationalsprog i hhv. Indonesien og Malaysia, er i vid udstrækning baseret på et forenklet handelssprog, basar malajisk, der fungerede som lingua franca i området.
De fleste austronesiske skriftsprog er først blevet udviklet i 1800- og 1900-t. og skrives med det latinske alfabet. I Indonesien findes dog nogle sprog, som blev skriftfæstet allerede i førislamisk tid, skrevet med et sydindisk alfabet og senere også med det arabiske alfabet. Dette gælder især malajisk, som der findes indskrifter på fra 500-t., og javanesisk, som har en betydelig litteratur fra tiden omkring år 1000. De fleste austronesiske sprog er først blevet udsat for betydelig kultur- og sprogpåvirkning i nyere tid, og da hovedsageligt fra europæiske koloniherrer. Men i enkelte vestlige malajo-polynesiske sprog er der et omfattende indslag af låneord fra indiske sprog, både sanskrit og pali, og senere også fra arabisk i områder, hvor befolkningen er blevet muslimer (primært i Indonesien og Malaysia). Det store antal sprog og deres udbredelse gør det vanskeligt at give en generel karakteristik af de austronesiske sprog.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Viser 1 af 1 billeder
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 284738.601.svg (402.97 kB) Austronesiske sprog tales over uhyre afstande, mest på øer, men også på det sydøstasiatiske fastland fra Madagaskar over Malaysia og Indonesien, over Filippinerne og Taiwan, i Oceanien (Melanesien, Mikronesien og Polynesien) og helt til New Zealand, Påskeøen og Hawaii. | Admin 04/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki