aleutisk, sprog af den eskimoisk-aleutiske sprogæt. Fra gammel tid har der været talt aleutisk på øgruppen Aleuterne vest for Alaska og på selve Alaskas sydvestligste spids (navnet Alaska kommer fra aleutisk Alaxsxa). Siden 2. Verdenskrig er aleuternes sprog dog blevet næsten fortrængt af engelsk, så det nu kun beherskes af ganske få, der tilmed er spredt over helt adskilte områder. De endnu overlevende dialekter falder i to hovedgrupper: østaleutisk og atkansk, der bl.a. har forskelle i ordforråd; en tredje hoveddialekt er nu kun bevaret i kreoliseret form. Pga. tidligere russisk dominans er der en del russiske låneord i aleutisk.
Aleutisk er sprogtypologisk meget interessant. Grammatisk er det et ergativsprog, men af en noget anden type end eskimoisk (se eskimoisk-aleutiske sprog). Sproget har tidligt tabt en række oblikke (lokale, modale) kasus, som er bevaret i eskimoisk, og dette har medført gennemgribende ændringer i sætningssyntaksen. Et særligt træk ved aleutisk sammenhængende tale er, at flere på hinanden følgende enkeltsætninger kædes sammen på en måde, der helt afviger fra fx indoeuropæiske sprogs indlejring af delsætninger i helsætninger.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki