dansk tunge

dansk tunge, dvs. dansk tungemål, middelalderlig fællesbetegnelse for Nordens sprog og for det område, hvor det taltes. Med sikkerhed kendes udtrykket kun fra islandske kilder, fx fra Snorri Sturlusons sagaværk Heimskringla (ca. 1230) om "de høvdinger, som har haft magt i Norden og talt danska tungu", og fra et islandsk digt (1340). Betegnelsen, der vidner om, at det udstrakte områdes sprog opfattedes som ét, er formodentlig skabt af et nabofolk til nordboerne, måske sakserne, for hvem danskerne var nærmest.

I begyndelsen af 1200-t. siger Saxo, at Danmark sprogligt står Sverige og Norge nær, men han omtaler også norske spioner, som kunne tale "danica lingva". I Jyske Lov fra 1241 siges det, at loven står skrevet a danskæ, dvs. på dansk. Til forskel fra dansk kaldes sproget i Norge og på Island fra og med 1200-t. oftere norrønt, og ca. 1340 nævnes svensk, som kort efter 1400 udtrykkeligt skelnes fra dansk.

Se også nordiske sprog og norrønt sprog.