occitansk

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

  1. Historie
  2. Sprog
  3. Filer (1)
/files/21635/=ud_a_203636.mp3?revision=1

occitansk, (1. ord af fr. occitan, af mlat. (lingua) occitania, latinisering af fr. (langue) d'oc), den sydlige variant af galloromansk, tidligere oftest benævnt provencalsk. Occitansk tales af ca. 10 mio., der alle er tosprogede, idet de fleste har fransk som første sprog; ca. 2 mio. anvender dog occitansk som dagligsprog. Navnet har sin oprindelse i langue d'oc, der i middelalderen blev talt i hele området syd for floden Loire. Nu går grænsen for udbredelsen af occitansk noget sydligere i en halvcirkel fra Garonnes munding over Limoges til Briançon ved den italienske grænse. Uden for Frankrig tales occitansk i Monaco og Val d'Aran i det nordligste Spanien. De vigtigste dialektgrupper er provencalsk, limousinsk, auvergnatisk og languedocsk. Det er omstridt, om gasconsk og catalansk tilhører occitansk eller iberoromansk.

Historie

De tidligste occitanske tekster fra omkring år 1000 er som trubadurdigtningen fra 1100-1300-t. (se trubadurer) forfattet i et fællessprog uden tydelige dialekttræk. I 1100-1200-t. var der tilløb til en occitansk-catalansk statsdannelse, men den følgende tids erobringskrige indlemmede endegyldigt Occitanien i Frankrig. Med dekretet fra Villers-Cotterêts, der i 1539 indførte fransk som administrationssprog i hele riget, svandt det occitanske skriftsprog, og Revolutionens indførelse af fransk som eneste undervisningssprog befordrede denne udvikling. Først med Félibrigen i midten af 1800-t. skabtes ud fra provencalske dialekter omkring Rhônefloden et nyt occitansk skriftsprog med en franskinspireret ortografi. Fra ca. 1900 bruges hyppigst den såkaldte neoromanske ortografi, som mere minder om spansk og italiensk. Occitansk, der efter reformer i 1950'erne har fået status som regionalt sprog, har i 1990'erne især identitetsskabende betydning for kulturelle og politiske græsrodsbevægelser.

Sprog

Morfologisk og syntaktisk er occitansk et typisk romansk sprog. Af særtræk kan nævnes, at det med fransk deler udviklingen af lat. langt u til [y], fx occ. luna [ˈlyno] og fr. lune [lyn], af lat. luna 'måne', samt bortfald af andre slutvokaler end -a, fx occ. flor og fr. fleur, af lat. florem 'blomst'. Til gengæld adskiller det sig fonetisk ved manglende diftongering, fx occ. tres over for fr. trois, af lat. tres 'tre', ved bevarelse af betonet a, fx occ. prat over for fr. pré, af lat. pratum 'eng', samt af finalt -a, oftest udtalt [o], fx occ. porta over for fr. porte, af lat. portam 'dør'. De nordligste occitanske dialekter deler med fransk udviklingen af lat. ca- til cha-, jf. fr. château og nordocc. chastèl, chastèu over for sydocc. castèl, castèu, af lat. castellum 'slot'. Se også fransk og romanske sprog.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel		    Find bøger
på bogpriser.dk		    Studiebøger
på pensum.dk		    E-bøger
hos g.dk

 

Mest læste artikler

  1. transcendental meditation (R)
  2. thalidomid (R)
  3. timemanager (R)
  4. alpaka (R)
  5. bakelit (R)
  6. antabus (R)
  7. ketogan (R)
  8. kevlar (R)
  9. kreavacering (R)
  10. karlit (R)

Tags

Rediger tags
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 ud_a_203636.mp3 (8.95 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

01/02/2009

    Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

    Nyhedsbrev

    Redigering

    Om artiklen

    Seneste forfatter
    Redaktionen
    01/02/2009
    Ekspert
    HNoe
    Oprindelige forfattere
    AHyll
    01/02/2009
    MHers
    01/02/2009
    © Denne artikel må du ...

    Emnetræ

    © Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki