svensk (Svensk i Finland)

Den overordnede standard for de østsvenske dialekter er finlandssvensk, som på nogle få punkter afviger fra rigssproget i Sverige. Vigtigst er det gennemgående træk i udtalen, at finlandssvensk ikke skelner mellem accent 1 og 2. Desuden forekommer der ligesom i dansk korte stavelser, dvs. med udlydende kort vokal, fx du, foto, eller med kort vokal fulgt af kort konsonant, fx første stavelse i genom, föredrag og et stednavn som Hanaholmen. I forbindelsen dj i forlyd kan d udtales i fx djur.

Eksempler på særegne finlandssvenske udtryk er gravgård og uppbevara, som er gået af brug i Sverige, hvor det hedder kyrkogård og förvara 'opbevare'; nydannede i Finland er fx simkostym og sist och slutligen, som svarer til baddräkt og när allt kommer omkring 'når alt kommer til alt'. Andre er oversættelseslån fra finsk, fx skyddsväg 'fodgængerovergang' og våningshus 'beboelsesejendom' svarende til övergångsställe og hyreshus i Sverige.

Desuden er finlandssvensk dialektalt forskelligt alt efter geografien. Der er eksempelvis forskel på dialekten hos øboerne i Kvarken i Bottenviken i forhold til, hvad borgågenserne i Den Finske Bugt taler.

Når finlændere, dvs. finner med svensk som modersmål, taler svensk, anvender de altid stednavnenes oprindelige svenske former, fx Helsingfors, Åbo, Borgå, og ikke de finske former Helsinki, Turku, Porvoo, som de kun bruger, når de taler finsk.

Hos Forskningscentralen för de inhemska språken indgår den svenske afdeling på lige fod med den finske, idet begge sprog er officielle indenlandske sprog i Finland.

Sprogene og kravene til deres anvendelse er i Finland fastlagt i hhv. en Sproglov og en Lov om de sprogfærdigheder, som kræves af offentlige ansatte.

Link til Forskningscentralen för de inhemska språken