Dansk Sprognævn, institution stiftet 1955, nu under Kulturministeriet. Nævnet består af lidt over 20 repræsentanter for fx skole og presse samt visse organisationer, ministerier og foreninger med særlig interesse i sproglige spørgsmål. Medlemmerne udpeges for tre år ad gangen og nedsætter et arbejdsudvalg, som træder sammen ca. otte gange om året for at behandle sproglige problemer. Arbejdsudvalget samarbejder med nævnets institut, der fortrinsvis består af videnskabeligt uddannede forskere. Som led i en større organisationsændring blev der i 2006 ansat en direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen.
Dansk Sprognævn har som opgave at følge det danske sprogs udvikling og har i forbindelse hermed oparbejdet en meget stor alfabetiseret ordsamling. Den er bl.a. grundlaget for Dansk Sprognævns svartjeneste, som rådgiver både myndigheder og private; i 2005 besvarede Dansk Sprognævn ca. 14.700 mundtlige og skriftlige spørgsmål.
Dansk Sprognævn har endvidere til opgave at redigere og udgive den officielle danske retskrivningsordbog. Retskrivningsordbog fra 1955 blev i 1986 afløst af Retskrivningsordbogen, der i 1996 og 2001 kom i reviderede udgaver. Desuden udgiver Dansk Sprognævn dels det kvartårlige blad Nyt fra Sprognævnet, dels håndbøger og vejledninger i sproglige spørgsmål. Nævnet samarbejder med terminologiorganer og ordbogsredaktioner samt med offentlige institutioner, der beskæftiger sig med registrering og autorisering af vare-, sted- og personnavne, og har et tæt samarbejde med tilsvarende sproginstitutioner i det øvrige Norden.
I de senere år har Dansk Sprognævn i stigende grad engageret sig i sprogpolitiske emner, bl.a. i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Se dansk sprog og sprogpolitik.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki