gyno-, gyn-, gynæk(o)-, -gyn, (af gr. gyne 'kvinde', gen. gynaikos), græske og internationale sammensætningsled, der betegner kvinde, hunkønsvæsen, undertiden kvindelige kønsorganer og indgår som første sammensætningsled i fx gynarki 'kvindeherredømme' og gynækolog 'en, der forsker i (sygdomme hos) kvinder'. Formerne uden -o bruges foran vokal.
Som sidste sammensætningsled i adjektiver bruges -gyn, af gr. -gynos, lat. -gynus, fx misogyn, af gr. misos 'had, modvilje', dvs. 'som holder sig fra omgang med kvinder, kvindehader', og androgyn, af gr. aner 'mand', dvs. 'med både mandlige og kvindelige træk'. Substantiver dannes hertil med endelsen -gyni, fx polygyni 'flerkoneri'.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki