imperativ

Verificeret: Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

imperativ, (af lat. modus imperativus 'befalende måde', af imperare 'befale'), bydemåde, verbalform, der udtrykker en handlingsanvisning, fx spis! Sætninger med verbet i imperativ har en række kendetegn til forskel fra den fremsættende hovedsætningstype, han spiser, og den spørgende, spiser han?: De vedrører ikke fakta, subjektet er oftest ikke udtrykt, og verbet har som regel en enkel form, på dansk selve stammen. Imperativ er et eksempel på sproget som direkte redskab for socialt samspil. Se også modus.

Inden for moralfilosofien, fx hos Kant, skelnes ofte mellem hypotetiske og kategoriske imperativer. Hypotetiske imperativer har formen "Hvis du vil opnå x" (fx at have et æble), "skal du gøre y" (fx gå til grønthandleren); de påbyder midler til et givet mål og giver kun en grund til at handle, hvis man ønsker at opnå målet. Kategoriske imperativer har formen "Gør x"; de påbyder mål, og de giver en grund til at handle, der ikke afhænger af, hvad man ønsker. Ifølge Kant er moralske normer kategoriske imperativer.

Kommentarer

Hvad er en kommentar?

Find bøger


	Find Lydbøger hos Storytel		Find bøger på bogpriser.dk		Studiebøger på pensum.dk		E-bøger hos g.dk

Mest læste artikler

Redigering

Om artiklen

Seneste forfatter: Redaktionen
31/01/2009
Ekspert: ONT
Oprindelige forfattere: NHol
31/01/2009; PHard
31/01/2009

Emnetræ

Sprog
- Morfologi og syntaks
  - ...
  - hovedsætning
  - hunkøn
  - hypotagme
  - hypotakse
  - imperativ
  - imperfektiv
  - imperfektum
  - indikativ
  - indirekte tale
  - infiks
  - ...