morfem, (af fr. morphème, af gr. morphe 'form' og -em efter fonem), inden for sprogvidenskab den mindste betydningsbærende størrelse. Morfemet står i modsætning til fonemet, den mindste betydningsadskillende enhed, som er et centralt begreb inden for fonetik og fonologi og ikke i sig selv repræsenterer noget indhold.
En morfemanalyse af ordet heste viser, at ordet består af to morfemer, hest + flertal, hvilket fremgår af roden hest- og endelsen -e. En så enkel analyse kan dog ikke altid gennemføres, for mens der i princippet altid er direkte overensstemmelse mellem udtryk og indhold i agglutinerende sprog, gælder dette ikke i flekterende sprog som dansk eller latin: hvor et tyrkisk ord som adam-lar-ın 'mændenes' umiddelbart kan opdeles i de tre morfemer mand + flertal + genitiv, er dette ikke muligt i det tilsvarende latinske hominum, hvor endelsen -um på én gang udtrykker flertal og genitiv.
Andre vanskeligheder for morfemanalysen udgøres af former som mænd, hvor morfemerne er mand + flertal udtrykt ved omlyd og endelsen nul, og drak med morfemerne drikke + datid udtrykt ved aflyd og endelsen nul. Se også morfologi.
| præfiks | rod | verbalaflednings-suffiks | flertals-endelse | bestemtheds-endelse | genitiv-endelse |
| und - | tag - | else - | r - | ne - | s |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| ud_a_125601.mp3 (5.7 kB) Ingen beskrivelse | Admin 01/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki