passiv

passiv, (af lat. passivum, afledt af pati 'lide, udsættes for'), diatese, hvis hovedfunktion er at nedtone agenten, dvs. den, der handler, mens patienten, dvs. den, der er genstand for handlingen, udgør det grammatiske subjekt, fx huset blev bygget på 14 dage.

Passiv dannes enten ved en særlig bøjning af verbet, jf. latin Caesar interficitur (a Bruto) 'Cæsar bliver myrdet (af Brutus)' over for aktiv Brutus interficit Caesarem 'Brutus myrder Cæsar' eller på mange sprog ved konstruktion med verber som 'være' eller 'blive', jf. fransk César est assassiné (par Brutus) 'Cæsar bliver myrdet (af Brutus)'.

Dansk danner i modsætning til mange andre sprog to passivformer: ved bøjning med -s eller konstruktion med blive. Forskellen er både formelt, semantisk og stilistisk betinget. Formelt kan nogle verber i visse former ikke danne s-passiv, jf. han blev skudt; semantisk bruges blive-passiven ofte om specifikke begivenheder, mens s-passiven er mere neutral og ofte med en generel eller forskriftsmæssig betydning, fx fangen bliver løsladt i morgen over for fanger løslades oftest om morgenen. Stilistisk er s-passiven derfor af semantiske grunde typisk for mere formelt sprog. Se agens og dansk sprog.