kønssprog

© Det Kongelige Bibliotek

Kønssprog. Forsiden til Robin Lakoffs bog, Language and Woman's Place. Heri hævder Lakoff, at mandssamfundet påtvinger kvinden et dilemma, idet hun må lære kvindesprog for ikke at blive opfattet som ukvindelig, men når hun bruger det, bliver hun ikke taget alvorligt.

kønssprog, forskelle i mænds og kvinders sprogbrug eller de træk ved sproget, som skyldes historisk betingede kønsroller. Kønssprogsforskelle er i visse tilfælde, fx hos zuluerne i Sydafrika, fremkommet, når bestemte ord har været tabu for det ene køn. Oftere skyldes de dog kønnenes sociale adskillelse; blandt tjuktjerne i Sibirien udtales 'k' således som k af mændene, men som ts af kvinderne, og på japansk skelnes der systematisk mellem en 'feminin' og en 'maskulin' foruden en neutral sprogbrug.

Kønssprogsforskningen udviklede sig i USA som en udløber af 1970'ernes feminisme og sprogvidenskabens samfundsorientering. Oplægget var lingvisten Robin Lakoffs bog Language and Woman's Place (1975), hvor hun fremførte, at kvinder påtvinges en ineffektiv sprogbrug og diskrimineres af sprogets former. Bogen, der inspirerede til en omfattende forskning i og uden for USA, blev kritiseret for at fremstille "kvindesprog" som en afvigelse fra en mandlig norm.

Andre forskeres observationer har bekræftet følgende hovedtendenser: 1) Kvinder taler mere "korrekt" i forhold til rigssproget end mænd; 2) mænds samtaleadfærd er forholdsvis dominerende, kvinders mere formidlende; 3) mænd og kvinder bruger sprogets "omgangsformer" forskelligt, idet mænd ofte vælger de potentielt udiplomatiske og kategoriske udtryk, fx Det er løgn! Luk vinduet!, mens kvinder udtrykker sig mere "forsigtigt": Kan det være rigtigt? Kunne jeg få dig til at lukke vinduet?

Debatten har især drejet sig om fortolkningen af disse træk i forhold til de to køns status i samfundet og deres indbyrdes relationer. Vurderingen af disse træk som udslag af, hvad nogle betegner som mænds undertrykkende og kvinders usikre adfærd, er i nogen grad blevet afløst af mere nuancerede hypoteser om udviklingen af forskellige kommunikationsstrategier i dannelsen af pigers og drenges kønsidentitet.

Opfattelsen af selve sprogkoden som kønsdiskriminerende har ført til forsøg på ændringer i ordforråd og grammatik, hvoraf nogle har vundet hævd, fx udeladelsen af den specielle hunkønsendelse i danserinde, skuespillerinde mv., mens andre har haft vekslende gennemslagskraft; fx anses en udskiftning af han med han/hun ofte som et udslag af overdreven korrekthed.

Kønssprogsforskning betragtes af mange som kvindeforskning, og der er stadig kun få mandlige forskere på området.