spir og tårn

© Gyldendals Billedarkiv

SPIR OG TÅRN Titelblad af Mogens Ballin til det symbolistiske tidsskrift, “Taarnet”, 1893. Angiver symbolisternes metafysiske livsanskuelse, men spiller også på, at redaktøren, digteren Johannes Jørgensen, havde et tårnværelse i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

spir og tårn, begge bruges som vartegn, vejvisere og pejlemærker, fx som fyrtårn og kirkespir eller -tårn. Et spir kan også være kronregaliet scepteret. Spiret symboliserer, fx i den gotiske stil, en himmelstræben, en længsel mod Gud, en vej mod højere bevidsthedsformer, og er samtidig et fallisk symbol. Tårnet symboliserer også denne stræben og det falliske, men er samtidig udtryk for isolation, indelukkethed, fx som sted for den beskyttede jomfru. I tårnet kan i en række eventyr, fx “Rapunzel”, jomfruen være spærret inde af en heks, sin far eller (sted)mor; hun må ikke møde seksualiteten, men moder- eller fader-bindes; mødet med prinsen bliver udfrielsen til kærlighed og voksenliv.

Ligesom stigen og trappen kan tårnet symbolisere forbindelsen mellem himmel og jord. Det er netop denne åndelige dimension, der er hensigten bag det danske tidsskrift for symbolisme Taarnet, 1893-94, hvis redaktør Johannes Jørgensen gjorde op med sin samtids mangel på metafysik. I kristendommen er elfenbenstårnet et symbol på Jomfru Maria; billedet bruges også om den ophøjede, verdensfjerne kunstner. Babelstårnet er et bibelsk billede på menneskets himmelstræben, der går grassat i et ønske om at blive Gud lig.

Det muslimske bedetårn minareten, hvorfra muezzinen kalder til de fem bønner i døgnet, er ofte tyndt og spidst som et spir; det arabiske ord manara betyder lys- eller fyrtårn. I kristendommen kan Gud kaldes et tårn, og fyrtårnet bruges som symbol for at blive ledt til det himmelske hav. Vagttårnet hedder Jehovas Vidners tidsskrift, med udgangspunkt i Bibelens brug af vagttårn eller hyrdetårn som betegnelse for Zion, dvs. Jerusalem/Israel.

At være tårnvægter var et job i købstæderne i ældre tid, fx skildret hos H. C. Andersen; ironisk bruges begrebet i udtryk som “Hvem indtager den højeste stilling i byen? – Tårnvægteren”. At kalde København “staden med de skønne tårne” er et udtryk, der går tilbage til brygger Carl Jacobsen, der ønskede, at Kbh skulle ligne de italienske byer. “Tre tårne” indgår i Kbhs byvåben, men forbindes især med et kvalitetsstempel til (københavnsk) sølvtøj i modsætning til det uægte eller mindre fine “plet”: “Man bør altid se efter, om det er sølv eller plet, man spiser med. Der er tre tårne i sølv”, hed det i et snobbet, højborgerligt skrift fra 1886.

Tårnet ved verdens ende hedder en erindringsroman af William Heinesen, 1976.

Problemer kan “tårne sig op”, priserne kan være “tårnhøje”, en storby kan være “et tårnhøjt helvede”.

Se også hus, slot, Babelstårn og elefant.

Artiklen spir og tårn er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk