Paulus

Paulus, kristendommens store hedningemissionær og forfatter til en række skrifter i NT, i form af breve til de menigheder, han oprettede i bl.a. Lilleasien, Grækenland og Rom. Paulus var jøde, hed Saulus, var farisæer og forfulgte nidkært de første kristne. Under en sådan forfølgelse omvendes han for fuld kraft uden for Damaskus, Apostl. Gern. 9, 3-8. Denne såkaldte Damaskus-oplevelse er en slags prototype på en omvendelse: Han slås til jorden, bliver momentant blind og slutter sig straks til den kristne menighed i Damaskus, uddannes og udfolder en enestående missionsvirksomhed på lange rejser i en ca. 20-årig periode, frem til sin martyrdød i Rom midt i 60'erne. I forbindelse med rejserne sidder han flere år i romersk fængsel i bl.a. Cæsarea. En interessant scene er, da han i Athen møder et utal af afgudsbilleder og diskuterer med “epikuræiske og stoiske filosoffer” og taler på selveste Areopagos, Apostl. Gern. 17, 14ff. Hans død er kun beskrevet i legender; han skal være blevet halshugget i Rom og begravet på det sted, hvor nu kirken San Paolo fuori le Mura (Pauluskirken uden for Roms mure) ligger. Han skal være henrettet samme dag som Peter blev korsfæstet, og i billedkunsten ses de sommetider sammen under henrettelserne.

I flere henseender stod Paulus i konflikt med den jødisk-orienterede menighed i Jerusalem, ledet af Peter. På apostelmødet i år 48 fik Paulus lov til at undlade det centrale symbol for jødedom: omskærelsen for de nyomvendte. Hedninge kunne nu blive kristne uden at blive jøder, kristendommen havde hermed etableret sig som en selvstændig religion. Paulus' nøglebegreb er retfærdiggørelse ved troen, dvs. at det er troen på Jesus som Kristus, der er det altafgørende, ikke de gode (“farisæiske”) gerninger. Heri var der også et radikalt opgør med den nidkære, skriftkloge og selvindbildske Saulus.

Artiklen Paulus er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk