Symbolleksikon

ørken og oase

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

ørken og oase, Når man rejser i Egypten, oplever man den pludselige overgang fra de frodige, oaseagtige områder vandet af Nilen til det totalt øde og golde ørkenlandskab, som et snit mellem to helt forskellige verdener, livets og dødens.

Ørkenen symboliserer fortabthed, ensomhed, udlændighed, livløshed, anstrengelse, død. Men ejendommeligt nok også mødestedet med det guddommelige, med åbenbaringer, meditationens sted, mystikerens og den søgendes sted. De tre monoteistiske Abrahams-religioner er alle opstået i “ørkenen”: Israelitternes vej til Det forjættede Land gik gennem 40 års ørkenvandring (jævnfør den overførte betydning af “ørkenvandring”: noget langvarigt og kedsommeligt), med Moses som vejleder og åbenbaringsmodtager, men med masser af fristelser og frafald hos folket; som en parallel hertil fristes Jesus 40 dage i ørkenen af Satan, der tilbyder “magt og herlighed” (Luk. 4, 6); Muhammed modtager åbenbaringer i en hule ude i ørkenen, de åbenbaringer der samles i Koranen, som af muslimer opfattes som Allahs ord.

En type profet eller hellig mand med ørkenens asketiske livsform ses i Johannes Døber-skikkelsen. Johannes opfylder på en måde en profeti fra Es. 40, 3: “Der er en røst af en, som råber i ørkenen” (1931-oversættelsen) (et udtryk, der i dag også bruges negativt, om noget forgæves). I den tidlige kristendom oprettedes adskillige munkesamfund for de såkaldte eremitter, eneboere, i Mellemøstens ørkener. Legender om fristelser, fx i form af løver, fortælles om flere af disse eneboere, fx den hellige Hieronymus, der var i stand til at hjælpe og tæmme løven ved at trække en torn ud af dens pote. Askesen, cølibatet og den meditative praksis fremmer kontakten med det guddommelige.

I en salme af B.S. Ingemann bruges billeder fra GT til at belyse Guds gerning: “Du kvæger i Ørken den tørstende Sjæl, / Du bjerger den bævende Due.” (“Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud”, 1845, efter Salme 36). Den romantisk-drømmende fortæller i St. St. Blichers novelle “Hosekræmmeren”, 1829, forestiller sig under sine hedevandringer, at han er arabisk beduin og ser ørkenluftsyn. I en smuk skildring i M.A. Goldschmidts roman Arvingen, 1865, fortælles om hovedpersonen, Axels, oplevelser af ørkenen som på én gang dødens og velsignelsens sted: “Lyset og Mørket, Luftens Finhed, Stjernernes Mængde og stærke Glans over Udstrækningens Uendelighed, lod Sindet føle og forstaa, at Religionerne ere komne fra Ørkenen, at Aabenbaringerne har valgt at nedstige her, eller at Menneskesjælen her har løftet sig til at hente den ned.” Han møder her en araber, der, da lyset svinder, siger: “Fred med Eder! Nu kommer Duggen”, et udsagn Axel umiddelbart forbinder med GTs skildring af Jahves velsignelse som “Himlens Dug”. Ørkenens skønhed skildres poetisk i A. de Saint-Exupérys eventyr Den lille Prins, 1943, og i hans bog om livet som professionel pilot, Blæsten, sandet og stjernerne, 1939.

En anderledes barsk historie med undergang findes i en myte af Johannes V. Jensen, “Hos Fuglene”, 1928, hvor et selskab tager på tur i den egyptiske ørken, og Alice bliver væk og findes igen den næste morgen som et andet menneske. I den totale stilhed bliver hun sønderknust, trykket “mod Jorden som et lille tilintetgjort, lidende og straffet Nul af en Sjæl”. Da hun findes, har hun “et lille, gammelt, tugtet Ansigt med udbrændte Øjne”, fordi hun har oplevet, at “Mennesket er en Ting med en tynd Skal af Fornuft over og en Sø af Gru underneden”. (Sømetaforen er måske ikke den heldigste i denne sammenhæng).

Ørkenen som symbol på det moderne menneskes isolation og tomhedsfølelse ses i flere af M. Antonionis film, fx Den røde ørken, 1964, og Profession: Reporter, 1975. Tilsvarende er T.S. Eliots store digt The Waste Land, 1922 (“Ødemarken”) et skelsættende, encyklopædisk værk om modernitetens vilkår. Risiko for en vesterlandsk eksotificering er nærliggende, hvilket ses i fx Paul Bowles' roman Under himlens dække, 1949, og B. Bertoluccis film derover 1991. Også i kultbogen for ørkendrømmere, T.E. Lawrences Visdommens Syv Søjler, 1926, og filmen om “Lawrence of Arabia”, 1962, støbes der ørkenmyter – og Lawrence blev en heltefigur. En vis romantisering ses også i J.M.G. Le Clézios roman Ørken, 1982, om det dybt religiøse ørkenbarn Laila, og i Paulo Coelhos roman Alkymisten, 1988, der bl.a. skildrer en ørkenkaravanes ankomst til en oase: “Måske skabte Gud ørkenen for at menneskene skal glæde sig over daddelpalmerne.”

Den danske forsker i ørkenens kulturhistorie Rune Graulund siger i et interview (WA 2008, nr. 23) om ørkenen som symbol: “Ørkenen opleves af Vesten først og fremmest som tidløs; den har ingen historie. Der er ikke noget i forvejen, så man kan komme med sit eget og fylde rummet op. Ørkenen er jo per definition et sted, der er “forladt”: af mennesker, vand og liv, på latin deserta. Man kommer dér for at finde sig selv, og så er det jo en fordel, at der ikke er så mange modstridende diskurser – andre verdensbilleder og kulturer. Ørkenen er et spejl.”

Oasen er derimod vederkvægelsens, det rislende vands og frelsens sted. Abrahamsreligionerne skildrer oasen som et paradis eller rettere omvendt: Edens Have, paradis, frelsens sted, livet i den oprindelige form skildres som et potenseret sted af det bedste, man kan forestille sig: beduinens møde med den svalende oase.

“Storbyens oase”, som kan være navnet på en beverding, er i Ib Michaels roman De sorte huller, 2007, de steder, hvor vennekredsen, som “en karavane på evig rundrejse”, samles omkring rygeborde og har indrettet sig med orientalske genstande og “haremskvinder”.

Ørkenen skal blomstre! Næppe noget sted i verden har den blomstret som i Israels nyeste historie, bl.a. ud fra en opfattelse af, at Det forjættede Land ikke er en ørken, men skal flyde “med mælk og honning”, og at ørkenvandringen var den tusindårige diaspora, en udlændighed med forfølgelse og folkemord.

Se også paradis, vand, tørt og vådt, fatamorgana og kamel.

Artiklen ørken og oase er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Symbolleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Koranen
islams hellige skrift. Muslimer hævder, at ...Artikel i Den Store Danske
B.S. Ingemann
Bernhard Severin Ingemann , 28.5.1789-24.2.1 ...Artikel i Den Store Danske
ørkenvandringen
den fortællende ramme om Mosebøgernes brogede indhol ...Artikel i Den Store Danske
definition
redegørelse for et emnes kendetegn eller for bet ...Artikel i Den Store Danske
B.S. Ingemann
Bernhard Severin Ingemann , 28.5.1789-24.2.1862 ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Hieronymus
ca. 347-ca. 420, oldkirkelig teolog. Han stamm ...Artikel i Den Store Danske
Moses
en af de vigtigste skikkelser i GT. Moses for ...Artikel i Den Store Danske
Muhammed
Muhammad ibn Abdallah , ca. 570-8.6.632, pro ...Artikel i Den Store Danske
Ørkenen
14 km 2 stor, trekantet strandvoldsslette med s ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FSte
09/07/2012
  • Læst 1236 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki