Aladdin

Aladdin, en litterær figur med typologisk karakter. Han optræder i Tusind og én Nat, og herfra fører Oehlenschläger ham over i sit lystspil Aladdin eller Den forunderlige Lampe, 1805. Han repræsenterer her som “Naturens muntre Søn” spontaniteten, den der er født til lykken; han får “Appelsinen (“Pomerantzen”) i Turbanen” er blevet et bevinget ord hentet fra skuespillet. Hans modsætning er den sortklædte, flittige og dæmoniske troldmand, “Nattens Grubler” og hulemand Noureddin, som han er i konflikt med omkring de magiske redskaber lampen og ringen. Mens Aladdin er udelukkende spontan kunstner, kan Faust (hos Goethe) ses som en Noureddinagtig figur pga. sin flid og middelbarhed; Noureddin er en blanding af Faust og djævleskikkelsen Mefisto, idet hans trolddomsevne er truende.

Varianter af den lyse Aladdinskikkelse har man i dansk litteratur bl.a. i H.C. Andersens idealistiske roman Lykke-Peer, 1870, om en kunstner der triumferer efter vanskelig opvækst, og Henrik Pontoppidans naturalistiske modspil, kæmperomanen Lykke-Per, 1898-1904, hvor lykken problematiseres. I Nexøs socialistiske roman Pelle Erobreren, 1906-10, har man derimod en lykkens proletar, der vandrer mod lyset. H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet, 1835, kan også læses som en variant af Aladdin-motivet. Georg Brandes gør i indledningen til Hovedstrømninger, 1872, op med den romantiske og typisk danske tendens til at glorificere den naive og spontane Aladdintype på bekostning af fornuften og den grundige lærdom.

Se også typologi og verdenshjørner.

Artiklen Aladdin er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk