næse

næse, lugtesansens og luftkonditioneringens organ sidder som et større eller mindre forbjerg i centrum af ansigtet; hos nogle dyr kan organet være udviklet til en snabel. Formen har i vulgærbiologi givet anledning til bl.a. nogle racemæssige og sociale teorier: om semitternes høgenæse, den fornemt buede romerske næse, den lille opstoppertud. Nogen udpræget symbolik er ikke knyttet til næsen, men den er brugt i et meget stort antal overførte udtryk. Anføres skal blot: “at give en næse” (irettesætte), “få en lang næse” (blive snydt) og “med næsen i sky” (være overlegen). En række af de overførte udtryk bruger næse om personen som helhed, fx “pr. næse” og “stikke næsen indenfor”. I nogle af udtrykkene er det de kropssproglige ytringer, der går igennem, fx “rynke på næsen”. I slangsprog har næsen også et stort antal synonymer, fx cremehornet, snydeskaftet og gynteren.

I verdenslitteraturen er der et antal berømte næser, især lange, fx N. Gogols absurd-allegoriske fortælling “Næsen”, 1836, hvor en næse river sig løs fra sin ejermand og får selvstændigt liv; den franske ridder Cyrano de Bergerac med den vældige fallisk-komiske gynter, og den italienske eventyrfigur Pinocchio. krop, lugt.

Litt.: Avery Gilbert, What the Nose Knows: The Science of Scent in Everyday Life, 2008.

Artiklen næse er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk