smil, latter, gråd, tåre

smil, latter, gråd, tåre, konkrete kropslige reaktioner som udtryk for fx glæde og sorg. De er en blanding af medfødte anlæg og tillærte. Forskellige kulturer bruger dem forskelligt, hvilket betyder, at de i hvert fald delvist er betinget af opdragelse, miljø m.m. Tilsyneladende kan de opstilles i de to glade: smil og latter, og de to sorgfulde: gråd og tåre. Men den holder ikke helt; man kan græde “glædestårer”, og et smil kan være listigt eller smørret, og latteren kan være udtryk for foragt, noget kan være latterligt.

I visse kulturer kan gråd være “professionaliseret” eller ritualiseret; ved dødsfald i den nære orient er der grædekoner, der med højlydt gråd og klage tænkes at bortjage de onde kræfter, der er forbundet med døden. I det gamle Israel blev gråd brugt ved en række andre riter, fx ved bod, og gråd og efterfølgende ekstatisk-festglad latter har været brugt ved riter for hhv. tørke og frugtbarhed i kanaanæisk kultur; det sidstnævnte er blevet undersøgt i en afhandling af Fl. Hvidberg, Gråd og Latter i GT, 1938. Resterne af Jerusalems Tempel, Vestmuren, kaldes populært Grædemuren, fordi jøder her mindes Templets ødelæggelse og folkets kranke skæbne.

Der er næppe tvivl om, at kvinder smiler mere end mænd, at det simpelthen er en kønsindlært forskel, der viser, at kvinder skal tage sig ud, behage, være åbne, mens mænds følelser ikke vises så direkte. Tilsvarende er det jo umandigt, tøset eller kvindagtigt, hvis mænd græder. I Japan er kvindesmil institutionaliserede: Foran forretninger og ved elevatorer står underdanigt smilende og bukkende personale. Ansatte i servicesektoren har påbud om at smile hele tiden. Men undersøgelser har vist, at dette “firmasmil” kan være farligt, give depression, dysfunktion, fordi de virkelige følelser undertrykkes af den “smilemaske”, som kvinder bliver tvunget til at bære.

Den russiske litteraturteoretiker M. Bakhtin har undersøgt latterkultur og bl.a. påvist ligheder mellem Rabelais' brug af latter i romanserien om “folklorekongerne” og kæmperne Gargantua og Pantagruel, 1532, og den folkelige latterkultur, som den fx kommer til udtryk i karneval. Latteren hos Rabelais har et dybt folkloristisk grundlag, skriver Bakhtin; den er forbundet med “døden, det ny livs fødsel, frugtbarheden og væksten. Den er en ægte verdensomspændende latter.” Den ophæver alle historiske begrænsninger, og menneskenaturen får “fri udfoldelse af alle dens immanente muligheder”.

Latteren hænger sammen med humoren; noget er lattervækkende, fx Mr. Beans forfejlede selvopfattelse eller en vittighedstegning. Humoren har paralleller i bl.a. satire, parodi, ironi og komik. Latterbrølet lyder dog først, når der midt i den forventede humoristiske situation sker noget ekstraordinært, noget overraskende, hvorved – paradoksalt nok – tårerne kan trille.

Til gengæld kan man “græde tørre tårer”, dvs. undlade at beklage noget for andre trist. En sentimental roman eller film kan kaldes en “tåreperser”, og man kan tage “tårevædet” (overdrevet rørstrømsk) afsked. Sri Lanka ligner en tåre, der ligner en kostbar juvel, dvs. et paradis; i vore dages konflikt mellem “tigre” og “løver” synes paradis fjernt, og tåren det nærliggende symbol for øens form.

“Jeg bærer med smil min byrde”, sang husmanden hos Jeppe Aakjær, 1906. Nej, svarer Benny Andersen i digtet “Smil”, 1964, et portræt af en lille mand, der ikke synes, det er spor morsomt at være “borger i smilets land”: “jeg bærer med smil mit smil / mit halvmåneåg”. En by, Århus, har udnævnt sig selv til “Smilets By”, og man kan komme på selvudviklingskurser, hvor man lærer at le – og det påstås, at det hjælper på livskvaliteten. Et andet kunstprodukt af de betænkelige er “dåselatteren”, der fortæller os, hvor det er passende at le (med).

Nogle forskere mener, at man “husker” glade ansigter bedst, at man direkte er tilbøjelig til at tro, at man har set en person før, når vedkommende smiler. “Smil, du er på!” “Smil til fotografen”. “Sig cheese eller appelsin”. I nyeste tid bruges de såkaldte “smiley'er” som tegn på (mangel på) kvalitet i forretninger, restauranter m.m. Smiley'en er velsagtens en variant af den klassiske teatermaske med den opadvendte mundvig (komedien) og den nedadvendte (tragedien), to menneskelige grundformer.

Se også karneval, krop og skrig.

Artiklen smil, latter, gråd, tåre er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk