Symbolleksikon

lys

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

LYS Da den romerske kejser Titus i 70 e.Kr. erobrede Jerusalem, blev jødernes Tempel ødelagt og hellige genstande røvet, bl.a. den syvarmede lysestage. Genstandene blev fremvist i et triumftog i Rom, og relieffer i Titusbuen ved Forum Romanum i Rom viser stadig disse scener. Da den dansk-jødiske forfatter M.A. Goldschmidt i 1847 stod ved Titusbuen, græd han og blev sig sin jødiske identitet smerteligt bevidst: “En hel Nations Smerte, Aarhundreders Lidelse gik gjennem min Sjæl”.

lys, symboliserer bl.a. Solen, det guddommelige, det gode, paradis, evighed, livets kraft, dagen, inspiration, visdom, glæde, fornyelse. Mange religioner og filosofiske systemer rummer en kosmologisk dualisme mellem lys og mørke, der svarer til Gud og Satan og det gode over for det onde. Det gælder fx zarathustrismen, gnosticismen og manikæismen. I kristen tradition findes elementer af sådanne tankegange, fx i danske salmer som “Den mørke nat forgangen er” og “Morgenstund har guld i mund”, hvor natten er angstens og gudsforladthedens domæne, og lyset så at sige skal synges frem i menighedens fællesskab. Den pietistiske skelnen mellem lysets børn, de frelste, og de fortabte er en symbolik, der allerede er udtalt i Dødehavsteksterne, hvor den såkaldte Krigsrulle handler om de sidste tiders kamp mellem lysets og mørkets børn.

Gud og det guddommelige manifesterer sig ofte som lys eller ild. Gud skaber verden ved at sige: “Der skal blive lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.” (1. Mos. 1,3-5). Jahve åbenbarer sig som ild, fx ved den brændende tornebusk (2. Mos. 3,2). Engle er lysvæsener (“Lysets engel går med glans”); en af betegnelserne for Satan, Lucifer, betyder “Lysbringeren” og viser skikkelsens oprindelige funktion som lysengel. Paradis er fuld af lys (“Med venner i lys vi tale”). Jesus som verdens lys er et centralt motiv i Johannesevangeliet (fx 8,12). Helligånden viser sig pinsedag som “tunger som af ild” (Ap. Gern. 2,3). Allah identificeres med lys (arab. nur); i Koranens sura 24,35 kaldes han “himlens og jordens lys”, og en metafor med en lampe i en niche bruges. Balder er den lyse as. Den evige ild, fx på et alter, er gudens manifestation i mange religioner.

I middelalderens langvarige konflikt mellem pave og kejser eller mellem kirke og stat brugte Innocents 3 (pave 1198-1216) dette “uigennemskydelige” bevis på magtfordelingen: På himlens firmament er der to store lys, Solen og Månen; Månen får sit lys fra Solen, og tilsvarende modtager “den kongelige magt sin værdigheds glans fra den pavelige myndighed.”

Guder, helgener og religiøse personligheder kan udstyres med en aura af lys, en såkaldt glorie eller mandorla. Vokslys tændes for helgener eller afdøde. Lysestagen (hebr. menorah) er et centralt symbol i jødedommen; den er syvarmet, var opstillet i Jerusalems Tempel, men blev, som det ses på Titus' triumfbue i Rom, taget af romerne; i dag er menorah fx indoptaget som symbol i Israels statsvåben. Lysfester som Luciaprocessioner, kyndelmisse og julen med dens lys i vinterens mørke hører til kristen tradition. I middelalderlig gotik udnyttes vinduernes lysindfald i kirkerne bevidst arkitektonisk. Blandt lysskikke i kristen sammenhæng kan endvidere nævnes kalenderlys og adventskrans. I folketroen er lyset dæmon- og gengangerafværgende. At fødselsdagsbarnet blæser lys ud på lagkagen symboliserer vedkommendes livslys: Nu er så og så mange livsår gået. Ved befrielsen opstod der 4. maj 1945 om aftenen en dansk tradition med stearinlys i vinduerne, håbets og frihedens tegn efter den lange mørklægningstid.

Mystikeres oplevelse af sammensmeltning med det guddommelige gengives ofte med metaforen lys. Nærdødsoplevelser fortæller om mødet med døden som et lysvæld. I dødsøjeblikket skal Goethe have sagt: “Mehr Licht!”; livslyset brændte ud. Kvækerne taler om “Guds ord som det indre lys”.

Siden 1800-tallet indgår metaforen lys i bl.a. socialistisk propaganda (“Snart dages det, Brødre”); i stort format udnyttes symbolet i Nexøs Pelle Erobreren, 1906-10, der handler om “arbejderens brede gang over jorden på hans endeløse, halvt ubevidste vandring mod lyset”; Pelle løfter gang på gang sit ansigt mod lyset, morgensolen, med en “følelse af uovervindelige kræfter”. I Kina blev formand Mao genstand for en omfattende personkult med lys og sol (“Østens Sol”) som hovedmetafor. Sekulariseringen i Vesten åbnede i det hele taget for nye former for lyssymbolik. Oplysningstiden i 1700-tallet havde tillid til, at “det guddommelige lys” skal virke i den menneskelige fornuft og gradvis nedbryde menneskesamfundets autoriteter; oplysning er midlet dertil. “Lys over Landet – det er dét, vi vil”, som J.P. Jacobsen formulerede det i 1884. Paul Hammerichs bog om Poul Henningsen, den store oplysningsforkæmper i 1900-tallet, hedder Lysmageren, 1986, en titel, der dels spiller på PHs lamper, dels på hans oplysnings-projekt.

Det er interessant at sammenligne tre forskellige fortolkninger af metaforen oplysning, dels oplysningstidens (se ovenfor), dels Grundtvigs og buddhismens. Grundtvig brugte begrebet som central karakteristik af sit kulturelle formål; han ville livsoplysning gennem det levende ord for folket, i modsætning til gold lærdom for en elite; han ville skolen for livet, ikke for døden, og frihed, folkelighed og i sidste instans folkestyre. Den prægning af begrebet, Grundtvig havde mødt i oplysningstidens ideer, var for rationalistisk; hos ham er der tale om en romantisk, national, kristelig og folkelig tydning. – Oplysning bruges inden for buddhismen om Buddhas, “den vaktes” eller “den oplystes”, erkendelse efter meditationen under botræet i Bodhgaya i Indien, hvor “pråsen” så at sige går op for ham om livets og genfødslernes sammenhæng, og hvordan kæden af sammenhæng kan brydes. En central buddha i mahayana-buddhismen er Amitabha eller Amida, dvs. “Det Ubegrænsede Lys”.

Det store titeldigt i Inger Christensens debut Lys, 1962, bruger lys som metafor for bl.a. digtning (sprog og ord), kærlighed, skabelse og død.

Antallet af udtryk med lys i overført betydning er stort; nævnes skal blot: “der går et lys op for nogen”, “komme frem i lyset”, “lys i mørket” (håb trods tristhed), “se lyset” (få religiøs åbenbaring), “lyseslukker” (person, der ødelægger andres glæde), “lyslevende”, “lyspunkt”, “lyssyn” (optimisme) og “lyssky” (skummel, forbryderisk).

Se også ild, lampe, mørke, Solen, dag og nat og glorie.

 


Artiklen lys er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

LYS Da den romerske kejser Titus i 70 e.Kr. erobrede Jerusalem, blev jødernes Tempel ødelagt og hellige genstande røvet, bl.a. den syvarmede lysestage. Genstandene blev fremvist i et triumftog i Rom, og relieffer i Titusbuen ved Forum Romanum i Rom viser stadig disse scener. Da den dansk-jødiske forfatter M.A. Goldschmidt i 1847 stod ved Titusbuen, græd han og blev sig sin jødiske identitet smerteligt bevidst: “En hel Nations Smerte, Aarhundreders Lidelse gik gjennem min Sjæl”.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Symbolleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Allah
islams centrale udgangspunkt og i Koranen ka ...Artikel i Den Store Danske
Jahve
i Det Gamle Testamente (GT) navnet på Israels ...Artikel i Den Store Danske
Paradis
i den græske oversættelse af Det Gamle Testam ...Artikel i Den Store Danske
Helligånden
(oversat fra lat. Spiritus Sanctus ), i den ...Artikel i Den Store Danske
Amida
(sanskrit Amitabha 'uendeligt lys'), Amida Budd ...Artikel i Den Store Danske
Guder
...Artikel i Nordisk Mytologi
folkestyre
se demokrati . ...Artikel i Den Store Danske
Johannesevangeliet
det fjerde af Det Nye Testamentes fire evan ...Artikel i Den Store Danske
Dødehavsteksterne
jødiske tekster, fundet 1947-56 i klippehuler ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FSte
09/07/2012

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki